Cirkelstafet
Ca. 15-20 min.
Materiale:
Talkegler (Kegler med påklistrede tal)
Antal: Alle elever
Keglerne stilles op i en cirkel. Eleverne får hver et tal tildelt mellem 1 og 10 og stiller sig ved den pågældende kegle. Der skal stå flere elever ved hver kegle. Læreren er placeret i midten og siger et regnestykke. Hvis resultatet på regnestykket f.eks. giver 5 skal alle 5´erne løbe en omgang udenom cirklen. Man konkurrerer med de andre 5´ere, og det gælder om at komme først tilbage på sin plads.
Læreren varierer mellem regnarterne. Skal det være mere komplicerede regnestykker, kan læreren vælge at vise regnestykket på et papir eller skrive det på tavlen. Når eleverne kender legen godt, kan det også være eleverne, der opfinder regnestykkerne.
Levende koordinatsystem
Ca. 45 min.
Materialer:
Kridt
Antal: Alle
Der tegnes en x-akse (vandret) og en y-akse (lodret) på jorden med et kridt. Alle eleverne får et punkt på enten x-aksen eller y-aksen. De stiller sig på det punkt, de har fået.
Der er en levende brik (en elev) som kan stille sig på forskellige punkter inde i koordinatsystemet. Hvis den levende brik eksempelvis rykker over på punktet 3,4, skal den elev, som står på punktet 3 på x-aksen og den person som står på tallet 4 på y-aksen sige ”3,4”.
Den levende brik skal bevæge sig til punkter således, at det danner en geometrisk figur. De andre elever gætter, hvilken figur det er.
Variationer:
Øvelsen kan udføres ved at når eleverne siger deres punkt, udfører de samtidig en bevægelse. Eksempelvis hvis den levende brik rykker over på punktet 3,4, så siger eleven på x-aksen ”tre” samtidig med, at han/hun eksempelvis udfører tre sprællemænd. Personen på y-aksen siger ”fire” og udfører fire sprællemænd.
Øvelsen kan udføres ved at den levende brik skal hoppe med samlede ben eller på et ben fra punkt til punkt.
Øvelsen kan udføres ved at der hænger sedler med et koordinatsystem rundt omkring, hvor der er indtegnet et eller flere punkter. Eleverne inddeles i hold og skal løbe rundt til koordinatsystemerne og huske punkternes placering. De løber tilbage til deres base, hvor der sidder en person, som tegner punkterne ind i koordinatsystemet. Vinderen er det hold, som først finder det antal punkter, som læreren på forhånd har angivet.