
BEVÆGELSESØVELSER
Stole 1-2-3
Ca. 15-20 min.
Antal: Alle
Alle stole skal ud og stå så frit som muligt. Eleverne går rask rundt imellem stolene og ved et signal, skal de finde en stol at sidde på. Denne er nu elevens stol nr. 1. (bed dem om at huske godt på det).
Ny runde; Eleverne går rundt igen mellem stolene og finder på signal en ny stol. Denne er nu elevens stol nr. 2. Dette gentages, og denne gang er det elevens stol nr. 3.
Så ændres signal, og når der siges enten 1, 2 eller 3, skal eleverne huske, hvor de tre stole er, og sætte sig et af stederne afhængig af signal. Forsøg evt. kun med stol 1 og 2 først.
Knald avisen
Ca. 5 min.
Antal: 2 i hver gruppe
Alle elever skal have en avisside, som krølles sammen til en bold.
Eleverne er nu sammen i par.
Elev 1 lægger avisbolden i sin åbne håndflade, og vender håndryggen mod gulvet.
Elev 2 holder sin hånd 20 cm under og skal forsøge at slå bolden ud af håndfladen, ved at ramme hånddryggen på elev 1, som samtidig skal forsøge at nå at lukke hånden om bolden, før den flyver af sted.
Der byttes efter nogle forsøg, og man kan evt. tælle point.
Ka' du li' din nabo?
Ca. 15 min.
Antal: Alle elever
Alle sidder i en rundkreds.
Én elev har ikke nogen stol/plads.
Han eller hun går hen til en anden elev og siger højt: Ka´du li´din nabo? Eleven har nu to svarmuligheder (det er vigtigt at man svarer højt, så alle kan høre det):
1. "Ja" - og så skal personen bytte plads med sidemanden, før eleven uden stol når at snuppe naboens plads.
2. "Nej, men jeg kan lide alle med kort hår" - og så skal alle med kort hår rejse sig og skynde sig at tage en anden tom plads. Eleven uden stol skal også forsøge at snuppe en plads.
Den elev, som ikke får nogen plads, må rundt og spørge på ny.
Svarmulighederne ved nej er uendelige, men man kan være taktisk og fx vælge en kategori, som kun én elev går under. Så er man sikret en plads.
Klask en hånd
Ca. 5-10 min.
Antal: 2 i hver gruppe
Eleverne er sammen i par og står overfor hinanden med håndfladerne samlet foran maven. De to personers fingerspidser skal røre ved hinanden.
Man aftaler indbyrdes hvem der har klaske-ret først. Den anden skal forsøge at undvige. Der undviges i lodret plan og der slås i vandret plan.
Man må kun klaske én gang i hver runde. Rammer man, giver det 1 point. Når makkeren når at afvige, giver det 1 point til ham/hende.
Man arbejder med bedst af 5 forsøg og så byttes klaske-retten over.
Mobilløb
Ca. 20-30 min
Materialer:
Mobiltelefon, tablet eller bærbar computer
Antal: 2-6 i hver gruppe
Eleverne går sammen i par. Den ene skal nu, med sin elektroniske enhed, forlade lokalet og gå ud at gemme sig et sted. Den, der gemmer sig, skal sende to billeder til sin makker. Det første billede skal være på vejen hen mod gemmestedet. Det andet billede skal være taget der hvor man gemmer sig.Når billede nummer to når til makkeren må han/hun gå ud og begynde at lede, ud fra de to billeder der er tilsendt.
Når personen er fundet, mødes man i klassen igen og bytter roller.
Mobilløb kan også laves som et holdløb, hvor der er 2-3 elever der går ud og gemmer sig og leder.